Netto og FødevareBanken leverer julefrokoster til sociale organisationer i hele landet
- Donationer, Erhvervspartner

Julen er en tid for fællesskab, hygge og velsmagende måltider. Men for alt for mange mennesker i Danmark er julen også en tid, hvor ensomhed og madfattigdom bliver ekstra tydelig. Derfor er Netto og FødevareBanken igen i år gået sammen om at sikre julefrokoster til 50 sociale organisationer i hele landet.
Alle modtagere er en del af FødevareBankens netværk og arbejder hver dag målrettet for at gøre overskudsmad til gratis måltider for mennesker i svære livssituationer. Som en del af initiativet har de 50 vindere hver modtaget et gavekort på 3.500 kroner til Netto, så de selv har kunnet købe ind og sammensætte den julefrokost, der passer bedst til netop deres sted, brugere og traditioner.
Åben konkurrence og 50 heldige modtagere
Vinderne er fundet i en åben konkurrence blandt FødevareBankens 465 modtagere, og julefrokosterne er i fuld gang med at blive afholdt på herberger, krisecentre og varmestuer i hele landet – steder, hvor et varmt måltid mad og et trygt fællesskab betyder langt mere end maden alene.
Tirsdag i denne uge gik turen til Forsorgshjemmet Solvang i Glostrup, hvor borgerne blev budt på rigelige mængder julemad og et tiltrængt pusterum i en ofte udfordrende hverdag.
”Julen forstærker de store forskelle i vores samfund. Når mange samles om julebordet derhjemme, står andre uden mad og et trygt fællesskab. For FødevareBanken er det meget specielt at få mulighed for at udlodde julefrokoster og samtidig give vores modtagere friheden til selv at sammensætte en hyggelig og velsmagende julefrokost. På den måde sikrer vi, at hjælpen rammer rigtigt - og med respekt for både behov og værdighed.”
- Lea Gry von Cotta-Schønberg, Direktør i FødevareBanken
Øget efterspørgsel er en realitet
Antallet af sociale organisationer i Danmark som ønsker at modtage overskudsmad fra FødevareBanken er stigende og mange er på venteliste. I 2025 forventer FødevareBanken at levere overskudsmad svarende til mere end 4,5 millioner måltider fordelt på 465 sociale organisationer i hele landet og som vanligt er efterspørgslen i juletiden markant.
FødevareBankens indsats er båret af 230 frivillige, der året rundt – fra lagre i Brøndby, Kolding, Aarhus og Aalborg sørger for, at bl.a. overskudsmad fra alle landets Netto-butikker bliver hentet, sorteret og bragt videre så maden kan blive til gratis måltider øremærket mennesker, der lever i udsatte livssituationer.
“Samarbejdet med FødevareBanken er et vigtigt fokus for Netto. Derfor er vi glade for at kunne donere økonomi til 50 julefrokoster, til FødevareBankens modtagere. Vores butikker og medarbejdere arbejder hver dag for at minimere madspild og gøre en forskel for dem, der har brug for det. Julen er en særlig tid, hvor vi ved, at mange danskere oplever madfattigdom. Med donationen af julefrokoster ønsker vi sammen med vores kunder at støtte et meningsfuldt formål og sprede glæde i en tid, hvor det virkelig gør en forskel.”
- Kristine Marie Thøgersen, Kommerciel Direktør i Netto Danmark.
Andre nyheder
- Organisation
Mere overskud og flere fællesskaber; 5 år der har rykket FødevareBanken
- Donationer
Kan madspild blive til Michelin-stjerner? Ja!
- Donationer