Morgenmadsklubber på skoler
- Projekter
- Erhvervssamarbejder
En god start på dagen
Region Sjællands evaluering af morgenmadsklubberne på Lolland og Falster viser, at færre sultne børn i klasserne betyder, at koncentrationsniveauet er højere, samt at fællesskabet omkring morgenmaden resulterer i færre konflikter og nye relationer på tværs af både alder og klasser. Samtidig kommer eleverne til tiden, fordi de gerne vil have morgenmad.
”Op mod 30% af danske skolebørn kommer i skole uden morgenmad. Det er ikke holdbart, at børn skal lære på tom mave. Derfor har vi morgenmadsklubber på en række skoler i Danmark, hvor mange børn ikke får morgenmad hjemmefra. Tilbagemeldingen fra skolerne er generelt, at morgenmaden øger trivslen, koncentrationen og indlæringsevnen blandt eleverne”
– Lea Gry von Cotta-Schønberg, Direktør i FødevareBanken.
Mere end 10 år med morgenmadsklubber
FødevareBanken leverer hver uge, hele skoleåret, friske overskudsfødevarer som fx brød, yoghurt, frugt, pålæg og morgenmadsprodukter til de mange skoler, der har en morgenmadsklub. Maden kommer fra FødevareBankens trofaste fødevaredonorer, og det er ofte de ældre elever, der hjælper til med det praktiske for at få morgenmadsklubberne til at fungere.
Særligt Kelloggs’ er en afgørende fødevaredonor, når det gælder morgenmadsklubberne. Foruden donation af morgenmadsprodukter har Kellogg’s også ydet økonomisk støtte til driftsmæssige omkostninger forbundet med morgenmadsklubberne. FødevareBankens samarbejde med og støtte fra Kelloggs’ har derfor været afgørende for morgenmadsklubbernes succes.
”Vi skal skabe de bedste forudsætninger for læring hos alle skolebørn i Danmark. Det bidrager morgenmadsklubberne til, fordi de giver alle børn adgang til en god start på skoledagen. Vi er enormt glade for den støtte vi har fået igennem vores samarbejde med Kellogg’s, som gør morgenmadsklubberne mulige”.
- Lea Gry von Cotta-Schønberg, direktør I FødevareBanken
Morgenmadsklubberne fungerer forskelligt fra land til land. I Danmark er det FødevareBanken, der står for Morgenmadsklubberne.