I hele 2020 vil vi i FødevareBanken bekæmpe madspild side om side med Too Good To Go. Når du køber et måltid via Too Good To Go’s app kan du samtidig donere 20 kr til FødevareBanken. Med de 20 kr. er du med til at sikre knap 5 måltider til mennesker i svære livssituationer mennesker via FødevareBankens leveringer af frisk overskudsmad til væresteder, varmestuer, krisecentre mm.
“FødevareBanken bekæmper ikke bare madspild. De sikrer også, at den mad, der er i
overskud, kommer ud til dem, der har allermest brug for det. Det er en på alle måder beundringsværdig indsats, som vi gerne vil støtte op om. Vi har derfor gjort det muligt for alle at give et bidrag til FødevareBanken via vores app i 2020,” siger landechef i Too Good To Go, Heidi Boye.
I FødevareBanken modtager vi overskudsvarer direkte fra fødevareindustrien og fordeler dem på knapt 300 varmestuer og væresteder, hvor mennesker i svære livssituationer kan få glæde af dem. Maden er gratis for modtagerne. Too Good To Go gør det muligt for almindelige forbrugere at købe overskudsmad fra detailhandlen – fx hos den lokale bager – til reducerede priser. På den måde bekæmper begge organisationer madspild, men hos hver deres målgruppe. Således når vi ud til mange flere mennesker med budskabet om, at bekæmpelsen af madspild er det største klimavalg du kan tage som privatperson.
”Vi er stolte af makkerskabet med Too Good To Go. Vi har samme mål – nemlig bekæmpelse af madspild – men forskelligt fokus med vores respektive indsatser. Når man nu i hele 2020 kan støtte FødevareBanken via Too Good To Go, er det et stærkt signal om vigtigheden af det fælles mål. Der er brug for at samle alle gode kræfter om vores dagsorden. Verden holder ganske enkelt ikke til, at vi fortsætter med at kassere en tredjedel af de fødevarer, der produceres,” fortæller vores direktør, Karen-Inger Thorsen.