Som et pilotprojekt inviteres børn fra boligområdet Ringparken til en ny madklub, der skal lære dem sunde og klimabevidste madvaner. For råvarerne er overskudsvarer, der normalt ville ende i en skraldespand. Men foruden de sunde madvaner er håbet også, at nye, sunde fællesskaber vil spire.

Man må skabe det, man kan, med det man har. Sådan kunne mantraet nemt lyde, når børn i alderen fra otte til 12 år inviteres til en ny madklub i boligområdet Ringparken i Slagelse. For her bliver råvarerne leveret kort tid før, at pander og gryder findes frem.

I stedet for at købe ind i det lokale supermarked, består ingredienslisten nemlig altid af overskudsvarer, der ellers ville have været endt i en skraldespand.

– Det eneste, vi altid ved, er, at menuen bliver vegetarisk, så alle kan være med. Uanset om man slet ikke spiser kød eller kun spiser halal. Ellers afhænger det af, hvad vi får leveret, fortæller Espen Bidstrup.

Han er tovholder på madklubben, der lige nu er et pilotprojekt under den boligsociale helhedsplan »En Fælles Indsats« og som foregår i et samarbejde med blandt andet Fødevarebanken, der henter overskudsmad fra fødevareproducenter, grossister og supermarkedskæders centrallagre.

Vil udvide til Motalavej

Derudover samarbejder madklubben med organisationen 4H, der tilbyder børn og unge med interesse for natur, dyr, haver og madlavning et fællesskab.

Og håbet er derfor også at udvide pilotprojektet, så det bliver et tilbud for endnu flere børn. Blandt andet børn fra Motalavej i Korsør.

Ifølge Espen Bidstrup, der også er ansat som boligsocial koordinator under dem boligsociale helhedsplan »En Fælles Indsats«, hvis hovedformål er at få både Ringparken og Motalavej af ghettolisten, er der tre formål med madklubben. Og ingen af disse kredser – umiddelbart – om regeringens ghettokriterier, der handler om blandt andet uddannelsesniveau, arbejdsløshed og kriminalitet.

Børnene skal nemlig »bare« lære om madspild, sund kost og god hygiejne.

– Det første handler jo om at vise børnene, hvor meget der egentlig bliver smidt ud, hvis vi ikke bruger de råvarer, vi har. Men dernæst vil vi også gerne vise dem, hvordan vi undgår denne her madspild ved at udnytte de råvarer, vi har til rådighed, fortæller Espen Bidstrup og peger på, at en dåse kikærter for eksempel både kan blive til en cremet hummus eller en portion suppe.

Men mens børnene står over gryderne, vil de også få mulighed for at skabe nye, sunde relationer med resten af madklubbens medlemmer. Og så giver det sig selv, at så længe de står i køkkenet, hænger de ikke ud på gader og stræder.

Alle kan samles om mad

– Børn fra otte til 12 år skal selvfølgelig ikke ud på arbejdsmarkedet nu og her. Men vi vil alligevel gerne bruge muligheden til at vise dem, hvordan det for eksempel er, hvis de fik studiejob i en kantine en dag. Eller måske drømmer om at blive kok, siger Espen Bidstrup.

I madklubben, der ligger placeret i Ringparkens beboerhus »Nordhuset«, vil der derfor stå frivillige klar til at hjælpe børnene. Og når maden er lavet, og frokosten spist, kommer forældrene forbi og får mulighed for at få smagsprøver på deres børns madkundskaber.

– Vi skaber på den måde også et rum, hvor ikke kun børnene, men også forskellige familier kan møde hinanden, forklarer Espen Bidstrup, der ser det som en styrke ved et boligområde som Ringparken, at der bor mange forskellige kulturer placeret i samme område.

Men dertil kommer, at også medlemmer fra organisationen 4H kan melde sig til madklubben. Og de kan bo hvor som helst.

– Det giver en mulighed for at møde andre, man ikke normalt møder og snakker med. Det, tror jeg, er virkelig godt og givende for alle mennesker. Og netop mad er jo noget, alle kan samles om, fastslår Espen Bidstrup.

Madklubben har lige nu fire planlagte »mad-dage« med første gang lørdag den 22. maj fra klokken 10.30 til klokken 13.00. Tilmeldingsfristen er den 9. maj. Det er gratis at blive medlem.