Der er ingen tvivl om, at coronakrisen har begrænset den sociale samvær og givetvis ført til større isolation for nogle mennesker.

Således også i boligområdet Karlemoseparken, hvor en del mennesker formentlig har været isoleret i deres lejligheder, vurderer beboeren Elizabeth, der er blandt de frivillige, som denne overskyede eftermiddag sammen med Boligselskabet Sjælland og FødevareBanken forsøger at gøre op med ensomhed og rastløshed i Karlemosen.

 

Vi mangler frivillige! Gør madspild til måltider og hjælp socialt udsatte – bliv frivillig i FødevareBanken. Læs mere under Vores frivillige

 

Det gør de gennem projekt Madfællesskaber Med Mening, der nok har ligget stille undervejs i coronakrisen, men som nu igen er kommet i omdrejninger. Et par driftige piger har i dag lavet trifli med makroner, ferskner, flødeskum og Maltesers-chokolade ud af den overskudsmad, som ugentlig leveres til Karlemoseparken fra FødevareBanken.

Både Elizabeth og projektleder fra FødevareBanken, Anna Johansen, er da også glade for, at man kan genoptage de forskellige arrangementer.

– Det er skønt, at vi er i gang igen efter coronakrisen, for der har manglet nogle aktiviteter til at samle området. Og madlavning og fællesspisning er virkelig noget, der samler, siger Elizabeth, mens Anna Johansen supplerer:

– Under nedlukningen har vi kørt på et nødberedskab og har ikke kunnet afholde aktiviteter som i dag. Der er blevet leveret overskudsmad til Karlemoseparken, som nogle har så har tilberedt, og beboerne har så kunnet afhente det. Derfor er vi rigtig glade for, at vi nu kan starte op for eksempelvis fællesspisninger igen, og vi mærker da, at der er et behov for at være social igen, siger Anna Johansen.

Madfællesskaber Med Mening støttes økonomisk af NordeaFonden og er et toårigt projekt, som kører i Karlemoseparken frem til årsskiftet.

‘Se flere billederne fra Karlemoseparken på sn.dk

Artikel fra Sjællandske Nyheder, 12,07.2020
Foto og tekst: Anders Fallesen