Traditionen tro sørger FødevareBanken og Netto for at dele ekstra meget overskudsmad ud i julen. Det gør vi for at sikre at så mange mennesker som muligt får mulighed for at få et nærende julemålid. Vores fælles mål er at sikre 500.000 måltider til de mennesker, der har særligt brug for det i højtiden.
I år sætter vi ind på tre fronter. I november har der været mulighed for at søge om at få leveret gratis julemad, hvis man gerne ville holde en julefrokost for en gruppe mennesker i svære livssituationer mennesker. Ansøgningsfristen er slut og der er kommet langt over hundrede ansøgninger, og vi håber at kunne imødekomme dem alle.
Ud over muligheden for at søge om gratis julemad på Nettos hjemmeside, så åbner vi tre Netto butikker juleaftensdag, én i Odense, én i Aarhus og én i København. Fra 09:00 – 12:00 d. 24. december kan alle med invitation komme i én af de tre butikker og bytte deres invitation til to tomme poser, som de kan fylde med mad i butikken – ganske gratis selvfølgelig. Åbningen af Netto butikkerne er noget vi gør særligt i julen, for at sikre en ekstra håndsrækning til nogle af de grupper af trængte mennesker, som FødevareBanken ikke når ud til i hverdagen. Det kan være økonomisk trængte, enlige forsøgere eller ensomme ældre. Fælles for disse mennesker er, at de ikke kommer på væresteder, varmestuer, krisecentre eller nogen af de andre 245 steder, som ugentligt modtager mad fra FødevareBanken.
Sidst men ikke mindst kan du købe FødevareBankens julekort i din lokale Netto. Kortet koster 30 kr. og overskuddet fra kortene går til at sørge for at endnu flere trængte mennesker kan få mad – både i julen, men også alle andre dage på året. Ved at købe julekortet giver du hvad der svarer til 6 måltider til en person, der har særligt brug for det. Så send en julehilsen til én du har kær og giv 6 måltider til én der har særligt brug for det.