Madfællesskabet i Rødovre drives af en fast kerne af beboere, der i over 30 år er mødtes for at lave mad sammen til fællesspisning. Alle beboere i området kan komme og få en bid mad og nyde samværet med naboer. Der kommer gerne 80-100 spisende hver torsdag og er en fast og afholdt aktivitet blandt beboere i boligområdet.

I august sidste år blev madfællesskabet en del af FødevareBankens projekt ‘Madfællesskaber med Mening’. Madfællesskabet er nu begyndt at vænne sig til at bruge friske overskudsvarer, som de modtager hver uge. Kernegruppen af frivillige har i mange år lavet mad sammen og var nysgerrige på at blive udfordret på, hvordan deres menuer kan indeholde flere overskudsvarer fra FødevareBanken.

Syv frivillige havde meldt sig til at få inspiration og lave mad sammen med kok Jesper Frøsig fra Kant&Smag. Netop så de kunne få nogle gode kokkefif til kreativiteten og brugen af den friske overskudsmad, som leveres med FødevareBankens kølebil fast en gang om ugen.

Kokken Jesper gav nogle gode fif til, hvordan man får lavet en simpel og pokkers god sovs.

Madholdet fik også indsigt i, at man kan trylle en fantastisk Saute Marengo ud af en pre-fabrikeret pizza-sovs, og bruge julesalaten til at lave en saftig og skøn smørbagt endivie. Samt hvor meget glæde og smag der kan være i en helt almindelig agurkelage – så man fx kan lave sin egen lækre gastrick i eget køkken. Rodfrugter kom i ovnen og fik tilsmagning med peanutbutter, og der blev også vist gode tricks til at få brugt blomkål og hvidkål i en skøn sennepsdressing.

De frivillig bød ind med deres egne erfaringer, og de kom med gode forslag til tilsmagning.

Til sidst kunne vi sætte os rundt om bordet og spise den lækre mad sammen – mad der skulle være endt som madspild, men som vi sammen fik omdannet til det skønneste og hyggeligste måltid.

Tak til Sonja, Heidi, Bente, John, Bent, Bjarne, Bent og Jesper for jeres nysgerrighed, engagement og skønne kogekunst. Tak for mad
Initiativet Madfællesskaber med Mening er drevet af FødevareBanken og støttet af Nordea-fonden og Lauritzen Fonden.
Læs mere projektet – og dine muligheder for at være med