Der blev idéudviklet, kokkereret og udvekslet erfaringer, da ‘Madfællesskaber med Mening’ i sidste uge inviterede frivillige fra en lang række boligforeninger til en inspirerende workshop.

I det store industrikøkken bugner et bredt udvalg af FødevareBankens overskudsmad på et bord. Der er rodfrugter, krydderurter, mælkeprodukter, morgenmadsprodukter og boghvedemel blandt varerne, som er nogle af de typiske ting, modtagerorganisationer og madfællesskaber kan få i deres leveringer fra FødevareBankens biler.
På Hotel- og Restaurantskolen i Valby er frivillige fra ti af de boligselskaber, som er en del af projektet ‘Madfællesskaber med Mening’, mødt op for at få ny inspiration. Både til deres madfællesskaber og til de retter, man kan lave med maden fra FødevareBanken. Kokken Jesper Frøsig, som er FødevareBankens faste samarbejdspartner, er tovholder og inspirator i køkkenet, og planen er, at deltagerne sammen skal fremtrylle en fælles frokost.

Tofu og musli på menuen

Hvad kan man egentlig bruge tofu til? Og hvordan anvender man bedst store mængder af musli? Snakken går i køkkenet blandt deltagerne på workshoppen, og Jesper Frøsig hjælper kreativiteten på vej. Deltagerne er delt op i små grupper, og taler om mulighederne. Et hold går i gang med at lave salat af rodfrugter, pærer og granatæblekerner, og en anden gruppe kaster sig ud i at bage cookies af bananer og musli.

Shama er frivillig hos beboercafeen Rising i Odense, hvor de bl.a. laver fællesspisning for alle beboere en gang om måneden, et ugentligt morgenmadsarrangement og lektiecafé for børn. Shama er glad for at have taget køreturen fra Fyn for at deltage i workshoppen.

“Det er spændende at lære noget nyt og få inspiration til at lave nye retter med maden fra FødevareBanken,” siger hun.

Behnood er boligsocial medarbejder i beboerprojektet Hedegaven i Ballerup, hvor han bl.a. er med til at arrangere fælles beboerspisning. I boligforeningen har de også en lommepengeklub, hvor børn kan tjene penge ved at hjælpe til med forskellige opgaver, og ved samme lejlighed får de serveret snacks og eftermiddagsmad.
I dag snitter Behnood pærer og beder til en salat og får undervejs et godt tip af kokken Jesper Frøsig til nemmere at få kernerne ud af et granatæble.
“Det er både hyggeligt og inspirerende at være her, og så er det starten på et kollegialt netværk, som man måske kan dyrke mere i fremtiden,” fortæller han.

Overdådig buffet

Efter en halv times intens aktivitet i køkkenet, begynder det at dufte dejligt af mad, og den fælles frokost tager form. Varme retter, friskbagte brød og kager hives ud af ovnene, og salater arrangeres på fade. Resultatet af dagens madlavning med overskudsfødevarer er bl.a. flødekartofler, brød med knuste brunkager, salat af rodfrugter, pære og granatæbler og stegt tofu i en krydret sauce af tomat og løg.

Flokken af deltagere går til buffeten, og begejstringen for de tilberedte retter stor. Rundt om et langt bord får deltagerne gode snakke om madfællesskaber, udfordringer og nye idéer.

‘Madfællesskaber med Mening’ og workshoppen i Valby er støttet af Nordea-fonden, som også deltog på dagen.

”At lave mad og spise sammen bidrager til, at vi lærer hinanden bedre at kende og styrker lokale fællesskaber der, hvor vi bor. Fødevarebanken havde på workshoppen samlet en række frivillige fra forskellige boligområder i hele landet til en inspirerende dag, hvor alle blev klogere på hinanden og på, hvordan maden kan fungere som fundament for gode, mangfoldige fællesskaber. I Nordea-fonden er vi stolte over at støtte projektet, som styrker fællesskaber og reducerer madspild,” siger uddelingschef Christine Paludan-Müller.

På workshoppen deltog også organisationen Folkebevægelsen mod Ensomhed med et oplæg om, hvad fællesskab og et styrket netværk kan gøre mod ensomhed. Et meget relevant input til boligselskabernes vigtige arbejde med at inkludere og samle beboere til fællesspisning og netværksgrupper.